Kirkens historie
Kirken, der er bygget og indviet i 1920, afløste et kapel, som grev Ernst Schimmelmann indrettede på Hellebækgård i 1786. Kirkesalen var indrettet i en toetages bygning, der ud mod Ndr. Strandvej afslutter Hellebækgårds lave sydøstfløj. Kapellet skulle tjene til kirkelig betjening af arbejdere på den af ham ejede Kronborg geværfabrik, der lå i Hellebæk (Hammermøllen og Bøssemagergade). I det Schimmelmanske kapel holdtes gudstjenester både på dansk og tysk, idet mange af geværfabrikkens arbejdere var specialister hentet i udlandet.
Kronborg geværfabrik nedlagdes kort efter krigen 1864 (1870), og kapellet fungerede da i de følgende knapt 50 år som sognekirke for Hellebæk kirkedistrikt, der hørte under Hornbæk sogn.
Hellebæk – Ålsgårde var op til ca. 1900 feudalt i sin struktur, idet administratoren af det Schimmelmanske fideikommis stort set var enerådende i området. Han bestemte over arbejdsforhold, boligforhold, skoleforhold, lægeforhold og i de kirkelige sager.
Med parlamentarismens indførsel og de ny menighedsrådsloves vedtagelse i 1902 og 1904 kom det gryende demokrati imidlertid også til Hellebæk. Hertil hjalp også, at Hellebæk klædefabrik var anlagt i 1874. Med denne kom en ny magtfaktor til området, der oprettedes en ny skole til fabriksarbejdernes børn, og arbejderne på klædefabrikken organiserede sig i fagforening, og de nye vinde forandrede områdets feudale struktur.
Bl.a. for at kunne betjene klædefabrikken, anlagdes lokalbanen (Helsingør-Gilleleje) 1906, som samtidigt åbnede området for turisme og bragte et pust af københavnske intellektuelle med de nye tanker i bagagen til området.
Menigheden voksede sig myndig, og menighedsrådet begyndte at stille krav til kirkeejeren (fideikomiset, repræsenteret ved den procesglade Wilhelm Moldenhawer, administrator fra 1857-1917). Kravene lød på bedre opvarmning af kirken, rengøring, hatteknager mm., og kravene støttedes både af de københavnske turister og af de kirkelige myndigheder i skikkelse af provsten, der kom på jævnlige provstesyn, for at bese kirkebygning og inventar.
Disse krav foranledigede Moldenhawer til at chikanere menigheden ved at nedskære rengøring og opvarmning til næsten ingenting, og efter en længere brevveksling med myndighederne gennem 1914-16, besluttede Moldenhawer at nedlægge kirken juni 1916. Iflg. ministerialbøgerne lader det dog til, at menigheden har brugt den gamle kirke frem til den ny kirkes indvielse.
Menigheden havde i februar 1916 nedsat en komite, der skulle indsamle penge til den ny kirke, og 16. maj 1920 kunne kirken indvies, tegnet i nybarok stil af Søren Lemcke. Kirkegrunden var skænket af grev Schimmelmann, der også gav lov til overførsel af inventar fra den gamle kirkesal. Ålsgårdefiskerne, der tidligere havde brugt grunden som stejleplads, gav afkald på pladsen og rykkede længere nord på.
Det Schimmelmannske kapel stod som en helstøbt og charmerende repræsentant for Loise Seize-stilens interiørtype, alt hvidmalet med let forgyldning og endnu sparsommere brug af andre farver. Hellebækgaard blev efter 2. verdenskrig blev konfiskeret af staten, og har i en årrække efter ca. 1950 været rammen om Det Kongelige Opfostringshus (Skorpeskolen) og er nu (2010) familiekursuscenter, ejet af Københavns Kommune (KIH).
Et forsøg på at redde det sjældne interiør, da kirken nedlages, strandede, men en del af inventaret fra den gamle kirkesal er dog overført til den ny Hellebæk kirke. Der er nu ingen tegn på, at der siden har været indrettet kirke i østfløjen på Hellebækgård.
Inventar i nuværende kirke
Af kapellets oprindelige prædikealterstol, er kun overdelen, prædikestolen i nyklassicistisk stil med en lydhimmel “i brug” i den ny himmel. Underdelen, det gamle alterbillede med den korsfæstede Kristus, er ophængt på kirkens nordvæg. Billedets specielle ramme er udformet som trappeside til den trappe, der må tænkes at have ført op til prædikestolen i det gamle kirkekapel.
Også døbefonten med lydhimmel stammer fra det gamle kapel, ligesom alterskranken og stolestaderne blev overført fra kapellet. Bænkenes gavle stammer dog fra 1920.
Kirkeskibene Ernst (1812), fregat med 2x 8 kanoner, og Christian (1829), fregat med 2x 9 kanoner stammer fra det gamle kapel. Kirkeskibene nedtages hver 25. år, restaureres og føres i procession fra Langes Bro (i Ålsgårde) til kirken og overgives til sognepræsten, hvorefter de ophænges, sidst ved 75 års jubilæet i 1995 .
Kirkens altersølv stammer også fra kapellet og er fra midten af 1700-tallet.
Orglet er bygget af Th. Frobenius i 1920, det er et pneumatisk orgel, der blev gennemrestaureret af Finn Krohn i 1999
Alterpartiet
Alterpartiet i den nuværende kirke er fra 1920 og udført af billedhugger Bentsen-Petersen, København*.
Alterets dekorationer (liljerne på rad og de rygende offerkar) giver tankemæssige associationer til motiver i J. F. Willumsens (1863-1958) keramik.
Alterudsmykningen indeholder en række symboler, uden egentlig indbyrdes sammenhæng. Men sammenhængen dukker op, hvis man tænker alterudsmykningen som illustrationer til menighedens salmesang.
Vi finder således en illustration af tre af de kendteste højtidssalmer:
Julesalmen “Dejlig er den himmelblå” illustreret i det stjernedækkede, dybblå hvælv, i hvilket korset er placeret.
Påskesalmen: “Hil dig frelser og forsoner” med verselinjen “…rosenkrans om kors at vinde”, hvilket tydeligt illustreres i alteret, hvor rosenkransen snor sig om korset.
Og endelig pinsesalmen: “I al sin glans nu stråler solen” med verslinjerne: “…i takkesangens offerskål”, og ”… i Jesunavnets offerskål”, som de rygende offerkar illustrerer. Tilmed også verselinjen: “…livslyset over nådestolen”. Nådestolen er et udtryk, der går tilbage til Luthers bibeloversættelse og som findes i ældre, danske bibeloversættelser og derfra er gået ind i både Brorsons og Grundtvigs salmedigtning. Nådesstolen bruges om korset, og i alterudsmykningen er denne verselinje illustreret med lysstrålerne, der oppefra lyser over korset.
Fortolkes alterudsmykningen på denne måde, er der en stærk sammenhæng i udsmykningens symboler, der illustrerer de tre centrale kristne højtider: jul, påske og pinse for øjnene af den salmesyngende menighed.
Dekorationer
Over korbuen ses tegnene Alfa og Omega, det første og sidste bogstav i det græske alfabet. Dette symboliserer, at Gud er den første og den sidste fra evighed til evighed.
Over korbuen er det gamle Kristustegn, et sammenstillet I H S. Det kan fortolkes på flere måder – en af fortolkningerne er oversættelsen fra latin: Iesus Hominem Salvator (Jesus menneskets frelser).
Udvendig over kirkedøren ses det flagende lam, et symbol på den sejrende Kristus.
Udenfor kirken mod nord står en sten, der markerer kirkens indvielsesdag 16.maj 1920
Bemærk også kirkens vindfløj, som er udformet som et vikingeskib.
Kirkens indgang vender mod øst, mens alteret ligger mod vest. Dette er omvendt af, hvad man finder i de fleste andre kirker, hvor alteret peger mod øst. Baggrunden herfor ligger formodentlig i, at arkitekten har ønsket, at menigheden skulle komme ud til den storslåede udsigt over Øresund.
Udsigt
Noget af det, som slår mennesker, der besøger Hellebæk Kirke, er dens umiddelbart herlige beliggenhed, med udsigt over Øresund til Sverige.
Hvis vi begynder længst mod syd, kan vi se Helsingborg og dernæst Pålsjö friluftsbad, med de karakteristiske gule badehuse. Her lå tidligere Pålsjö fiskeleje.
Videre nordpå kan vi skimte lidt af taget på Sofiero (1865), skænket af den svenske kongefamilie til Helsingborg kommune, et besøg værd, især når rododendronbuskene blomstrer.
Lader vi blikket glider videre op af kysten, ses fri for skov endnu et slot, Kulla Gunnarstorp. Det består af en mindre 1500-talsbygning og en større fra 1860. Slottet ejes af familien Wachtmeister og er ikke offentlig tilgængelig.
Efter Kulla Gunnarstorp ser vi fiskerlejet Domsten, derefter Viken med gadenet fra 1700-tallet og gamle 1800-talshuse.
Til sidste finder vi Höganäs, Mølle og endelig Kullen.